Monday, June 25, 2007

Gazpacho på polsk (kind of)

Sidst vi har været på indkøb af nyopgravede kartofler og løg og nyplukkede jordbær ude på landet - Vildbjergård hedder stedet lige uden for Hillerød på vejen til Roskilde – har jeg lagt mærke til, at de havde noget som jeg ikke har set siden jeg forlod Polen; rødbeder med stængler og blade. Noget man lavede en kold rødbedesuppe på, en slags sommerborscht.



Opskrift på en rigtig borscht, hvad enten den er russisk eller ukrainsk kommer her til efteråret, den store suppetid.

Jeg skyndte mig at købe to bundter for at lave suppen, der af ukendte årsager hedder botwinka, altså på polsk, som er kælenavnet på netop stænglerne og blade på rødbedeplanten, afledt af ord botwina.
Jeg har forgæves prøvet at finde ordets etymologi.




Suppen er - lige som gazpacho – beregnet til servering på varme sommerdage og selv om de sidste dage var der næsten vinteragtig forhold her i Nordsjælland, så var denne kolde suppe en svalende bidrag til middagen og nostalgisk trip for min polske, 1. g's indvandrer sjæl.


Det tog sin tid at finde en passende opskrift på nettet. Det endte med, at jeg har brugt flere opskrifter, som jeg anså at være tættest på det vi spiste hjemme i Warszawa.
Sæsonen for botwinka er meget kort, så det gælder om at smøge ærmerne op og går i gang nu.

Man bruger (til ca. 6 –8 personer/portioner)

  • 2 bundter rødbeder med det hele - små friske rødbeder er nemme at skrælle rå
  • saft fra en citron
  • 1 - 1½ l hjemmelavet hønsebouillon (jeg brugte gåsebouillon), tabere bruger terninger
  • ½ hårdkogt æg pr. portion, i kvarte – kog flere, når du nu er i gang – folk vil have mere
  • 1 kvist dild med masser af smag i
  • lidt god balsamico (kan erstattes af mere citronsaft)
  • salt, friskkværnet peber, (rør)sukker
  • lidt piskefløde (kan undværes)
  • 1 – 2 fed hvidløg

Det er ikke særlig arbejdstung proces, bare man har en god kniv:



  • skyl rødbederne meget grundigt
  • skær bladende og stænglerne og hold dem hver for sig
  • snit bladende i tynde strimler
  • skær stænglerne i 1-2 cm lange stykker
  • rens og skræl bederne, skær dem i små tern
  • kog bouillonen op og held rødbede tern i, kom lidt citronsaft og salt
  • lad det koge i 20 –30 min. eller til bederne er al dente
  • kom stænglerne i, kog en 10 minutters tid
  • hæld til sidst de strimlede blade

Når det er kogt op igen smag til med mere citronsaft, salt, sukker og peber
Lad det hele afkøle, stil gryden i køleskabet, jo længere tid des bedre, supper (og gryderetter) smager bedst næste dag og næste dag igen….


Her afkøles suppen i det danske sommervejr.

Smag evt. til med lidt balsamico og finthakket hvidløg før serveringen:

Gerne i kolde suppetallerkener lægges 2 kvarte æg,



Det er hvidløg til højre og dild til venstre



suppen hældes i, og herligheden drysses med rigeligt friskhakket dild.
Man kan komme et sjat piskefløde i,


men det er ikke obligatorisk....


her er botwinka i spisesituationen - uden piskefløde

Et stykke godt brød til skader ikke. Heller ikke et glas kold hvidvin, når det nu er blevet så varmt i DK.

Det var så forretten.
Hovedmåltidet blev grillede jomfruhummere



med pesto





og en blandet salat med kandiserede citronskiver.



Citronskiverne (af økocitroner) skæres supertynde med en god (filetering) kniv og dyppes i blandingen af 50 g sukker og ¼ dl vand.



Lægges på bagepapir, ind i ovnen i laaaaang tid, ved ca. 70 –80 º C, til de er sprøde.


Blandes i øh, blandet salat af rucola, rødbederblade – nu igen, spinat whatever, vendt med lidt olivenolie og citronsaft.

Friday, June 22, 2007

Vegetarer igen

Så er vi på den vegetarianske sti igen. Lidt trætte af kød efter festen, selv om der var kun 3 ting hvor der var kød i. Carapccio di manzo, vitello tonatto og hovedretten – naturligvis.
Det kan jo være, at efter at vi har spist den i 2 efterfølgende dage har gjort os kødfjendske.
Dagens kokeriet blev til verdens billigste vegetar middag.
Her er bestanddele:

Nye kartofler, nye løg og pesto.

Suppleret med det gode filonebrød, som vi også havde overskud af fra festen.
Vi er så heldige, at der er ikke mere end 1 –1½ kilomit til landet, altså med marker, køer, jordbær og ovennævnte ingredienser. Lige bortset fra pesto. Den skal/kan laves som man plejer eller bruge linket
her.
Opskriften til vores grønne dinner er som følger
  • Pesto laves
  • Kartofler koges
  • Løg koges
  • Brød skæres og dryppes med en god olivenolie
That’s all folk.
Nu er det en foodies blog, så der skal mere kød på (sorry).

Nye kartofler. Der er utrolig meget man snakker om kartoffeltyper når vi kommer over new wave -perioden og skal vælge kartofler til hakkedrengen, kartoffelmosen, kartoffelsalat eller bagt kartoffel. Om de er kogefaste, melede og al den slags.Om de hedder bintje, ditta, King Edward & so on.

Under new wave tiden hedder det bare - nye kartofler. Så navne spørger vi (jeg) ikke om.
Et andet mysterium er – med mindre det er bare min uvidenhed - hvornår holder de nye kartofler op med at være nye ???Er der nogle derude der ved det? Svar udbedes.

Nye kartofler er en genial opfindelse. De kan udgøre en selvstændig måltid mad – som her – alene.
Bare med lidt hakket dild, med smag (den fra Netto du’ ikke) . Og smør.

Jeg menes de dejlige sommermiddagene i Polen, hvor vor min mor har serveret nye kartofler med smør og dild og hjemmelevet surmælk/kefir. til.
I sommervarmen var der ingen kunst at lave en skøn portion surmælk. Man hældte bare frisk mælk i en lerkrukke, stillede det i et spisekammer eller bar fremme i køkkenet og wupti havde man en næsten skærefast surmælk efter nogle dage.
Med en fedthinde på toppen. Afkølet og med bemeldte kartofler havde men en fantastisk middag.
Jeg har prøvet at gentage succesen fra Polen, men det blev desværre ikke lige så godt.
Mælk i DK er som bekendt pasteuriseret, dvs. varmebehandlet, så alle de farlige, men også nyttige bakterier kreperer. Bye, bye surmælk. Det kan dog reddes, ved at komme nogle dejlige bakterier igen. Det gør man ved at blande lidt A38 eller yoghurt i.Som sagt så gjort.. Det blev til ok surmælk men ikke som hjemme hos mo’a. Den blev ikke så fast, men koldt fra køleskabet var det en fin efterligning.

Jeg ved godt at alle kan koge kartofler, men jeg synes at specielt nye kartofler kræver en kærlig behandling, derfor en lille reminder (også til mig selv, når jeg bliver sixty four).

Man skrubber kartoflerne let under rindende vand.
Koger en passende mængde vand op, kommer salt i, venter til vandet koger op igen og så smider man kartoflerne i.
Man tjekker efter 6-8 min. Om de er blevet lidt møre, bare lidt . Er de det, så slukker man for varmen og lader toflerne stå i vandet indtil de skal serveres, men ikke for længe.
På den måde sikrer man sig faste knolde og koger man stænglerne fra dildkvistene med, ja så er man næsten Claus Meyer eller Boserup.

De nye løg skylles og trimmes så der er en 3. del af det grønne med. Koges lige som kartofler til de er møre men faste.

Kartofler, halverede løg på med pesto og brød med lidt af den lækre olivenolie på til.
Et gals vand eller noget der er stærkere og så har man middag man lige kan klare.
Sorry ingen pix i dag.

Tuesday, June 19, 2007

Maestro

…det er mig. Sådan blev jeg tituleret de sidste 2 uger da jeg skulle bestille servering til vores fest der blev afholdt i lørdags. Min 60 års fødselsdag og vores bryllup.
Maden skulle være udefra da jeg er stadigvæk under min normale omdrejningstal (= rekonvalescent) og det kræver en del energi at lave mad til 12 personer. Vi har for længst besluttet at bestille maden fra et sted som hedder La Delizia og er et catering/pizzeria/take away sted.
Stedet kender vi fra sidste sommer, da jeg var i gang med nedrivning og opsætning af nyt køkken. Efter nogle dage med eatit.dk og en lokal burgerbar, som reklamér med ”bedst mad i byen”, byen som har ca. 40 spisesteder bl.a. restaurant med 4 kokkehuer i Poli10ken, blev vi definitivt dødtrætte af fastfood. Jeg fik et tips på arbejdet om La Delizia og det viste sig at være et rigtig godt valg. Gode varer, udmærket smag, rimelige priser.
Så efter en gennemgang af deres menukort har vi besluttet at prøvesmage nogle retter.
Det blev (skriver lige de italienske navne for dem, der ikke forstår dansk):

Carpaccio di manzo - tynde skiver råmarineret oksemørbrad med extra jomfruolivenolie, parmesanflager og rucola, som må være dette årtis dominerende grøntsag.
Det smagte fantastisk fra første bid. Velkrydret og med dyb smag af den gode olivenolie, som jeg senere har købt 5 l af. Den er fra Sicilien og leveret af Maestro Massimo’s familie. Han er nemlig også Maestro. Massimo og Vito styrer (ejer?) biksen. Kig på deres hjemmeside. Det er Massimo til højre og Maestro Vito til venstre. We are all Maestri.
Da jeg spurgte nogle dage senere, hvad er hemmeligheden bag den gode (krydring) smag viste det sig, at der blev bare brugt salt, peber og citron, så hele den herlige smag var fra olivenolien. Bravissimo.

Vitello tonatto – altså et sagesløs stykke kogt oksekød, spækket med sardeller, skåret tynd-tynd og serveret med tunfiskemayo og salte kapers. En antipasto som kan spises som selvstændig ret, bare der er meget af det og tons af brød (med hvidvin) til.
Har både lavet den selv og spist i Verona og må sige at denne her var mindst lige så god som min (ha). Man skal bare have de rigtige ingredienser, altså sardeller (ej ansjoser, selv om det er den samme fisk), salte kapers (ej de syrlige som er dominerende her i landet) og en dåse fornuftig tun i olie. Typisk sommerret. Serveres kold fra køleskabet med brødogvin. Den var altså fremragende.

Cannelonni di ricotta a spinaci – det giver sig selv: cannelonirør fyldt med ricotaost og spinat. Med tomatsauce og flydesauce, gratineret. Mamma mia, hvor smagte det godt. Ren HiFi. Som at være dér selv, altså i Italien.
Efter to antipasti og en primo var vi godt mætte, men så skule vi igennem dagens hovedret. Altså secondo…

Arristo di vitello ai funghi di bosco con contorno – stegt kalvekød med skovsvampe og tilbehør. Der blev vi lidt skuffede efter kontakten med kødet. Det var lidt tørt. Og så var der en del champignoner i saucen, som er ikke er hvad man kalder skovsvampe men nærmest bysvampe, idet de første industrielt fremstillede svampe hed ”champignon de Paris”, altså svampe dyrket i kældre i byernes by. Der er naturligvis en skov- eller nærmest græsplane voksende vilde champignoner, men nu var de her af industriel afstamning. Der trak vi en kokkehue fra. Smagen af saucen var udmærket på trods af champignoner – der var jo skovsvampe i – og tilbehøret, en velvoksen blomst af broccoli med bechamelsauce, kogt al dente, var - som min søn siger - glimrauende. Så vidt jeg husker har vi holdt en puste ud pause inden vi kastede os over dolce, altså desserten.

Tiramisu – en af de mest berømte kager i verdenen. Med mascarpone, kaffe, creme og jeg skal komme efter dig. Ved ikke hvorfor, men navnet lyder japansk for mig: ti-ra.mi-su - anjin san. Det lyder mere japansk end italiensk. Basta.
Jeg er ikke den stor dessert spiser – spiser faktisk næsten aldrig søde sager – så min bedømmelse tæller ikke så meget som Hannes, som syntes at kagen var ok, men heller ikke mere. Det kan måske skyldes at hun ikke vidste hvor berømt kagen er….
Da middagen skulle være gennemført italiensk blev den afsluttet med

Gelato - ehte italienske is. Der blev vi skuffet. De smagte ret DK-agtig. Ingen is til os.

Efter en omgang bilaterale forhandlinger med Massimo – jeg var henført til Lady og Vagabonden, hver gang han kalde mig maestro, og det gjorde den søde Massimo som afslutning på hver eneste sætning – blev vi enige om, at jeg skulle have alle de nævnte retter plus 4 ekstra antipasti. Kødet i secondo skulle være som i Arrosto di fileter, altså oksemørbrad, mod ekstra betaling, naturligvis. Da jeg bestilte retten viste det sig, at maestro, altså undertegnede maestro kom for sent med bestillingen. Slagteren var lige kørt. Kan man kalde ham maestro....?
Vi blev dog enige om, at kødet under prøvesmagningen har nok stået for længe før retten blev varmet op. Det skulle blive bedre ved den rigtige servering, hvad det også blev.
Rigtig godt, velsmagende og supermørt.
Desværre kunne vi ikke få ting leveret, da La Delizia tilbyder levering ved bestillinger på mindst 20 portioner.

Alt i alt fik vi ovennævnte retter + :

Crostini misti – små ristede brødstykker med oliventapenade (pasta af hakkede oliven), soltørredetomatpastating og en grøntkrydret mayo. Fantastiske starters til velkomst et eller andet drikkelse. Vi serverede en god Ripasso

Carpaccio di salmone – tynde skiver laks med kapers, de salte, citron, cherrytomater og den obligatoriske rucola. Mums. Rigtig lækkert på trods af den obligatoriske norske laks. Det ville koste kassen hvis laksen var fra Østersøen, hvor den er totalt udryddet, har jeg læst.. Dertil en frugtig og frisk riesling fra Dr. Loosen på Mosel-Saar-Ruwer.

Insalata caprese – tomtskiver med skiver af mozzarella og finhakket basilikum. Guf. Frisk. En dejlig mellem-antipasto til at rense smagsløgene.

Vardure alla griglia – grillede grøntsager marineret med balsamico og olivenolie og suprise, suprise…Ja. Rucola. Tynde grillede skiver auberginer og squash (courgetter) eller som vi kalder det på italiensk zuchinni. Mere Ripasso, brød – filone fra La Delizia dryppet med den gode sicilianske extravelsmagende olie.
Der var en ting jeg kunne undvære, cornichons. De havde altså intet med den blide ret at gøre. De kunne passe bedre til secondo…

Hovedretten. Den blev som sagt super og som ekstra contorno (tilbehør) foruden broccoli fik vi sauterede blandede grøntsager: porer, løg, gulerødder, auberginer. Og stegte kartofler med laurbærblade og timian.

Festen begyndte ved 6 tiden og sluttede ca. kl. 4 næste dag, altså om morgenen.
Efter alle de forskellige forretter var de fleste så mætte, at de ikke kunne spise særlig meget af hovedretten – vi har bestil 2 ekstra portioner – så nu har vi haft fornøjelsen i 2 dage og gemt resten i fryseren.

Der var kun den nærmeste familie som bor i DK og Sverige.

Det blev til meget madglad fest, med masser af musik, en enkel men god tale (på skånsk), et ”kender du din ægtefælle?” – leg, masser af morskab, lidt dybsindige samtaler (minimalistisk).

Jeg vil på det varmeste anbefale La Delizia, hvis I skal holde fest, gider ikke laver mad, men vil have kvalivarer med original italiensk smag i. Og aldeles rimelig pris.
Her er en håndfuld billeder af nogle retter (rester).







Carpaccio di salmone.







Vitello tonnato.







Carpaccio di manzo



Insalata caprese og Verdure alla griglia. Det er Insalata oppe og til venstre







Cannelonni di ricotta a spinaci.

PS. Kagen var fantastisk velsmagende. Bedre end under prøvespisningen. Måske friskere. Selv jeg spiste en portion og det gør jeg lige om lidt igen, for der blev en del til overs.

PS2. Nogle af de bedste pizza jeg har smagt uden for Italien laves på samme adresse.
Har prøvet Napoletana. Super. Ingen snydevarer. 6 kokkehuer.

Pix fra festen kan ses i mit webalbum.

Gratie tante Maestro Massimo.





Saturday, June 9, 2007

Pasta med sardiner

…eller som vi siger i Italien ”Pasta alla sarde”, tydeligvis en ret fra Sardinien, som ophavsmandens Thomas Harders mor, forfatter Maria Giacobbe kommer fra. Retten er så simpel og übervelsmagende, at man kan betragte en stor del af sit pasta–liv som spildt, hvis man ikke har prøvet det her. Billedet viser stort set alle ingredienser



Disse er

  • en dåse hakkede tomater

  • et lille løg, finthakket

  • 2-3 fed hvidløg, finthakkede

  • 1 dåse sardiner i olie (uden olie)

  • nogle hakkede blade frisk, jeg gentager, frisk salvie

  • 2-3 tørrede chili uden kerner, hakkede

  • 1-2 håndfulde sorte, bitre oliven uden sten, hakkede

  • lidt olivenolie

  • pasta af den type som kan opsamle saucen fx gnocchi (read my lips: njåkki)

Steg løg i olie på en (sautere)pande, tilsæt chili og hvidløg, så fiskene, salvie og de sorte oliven.
Skru lidt op for varmen og lad det stege i nogle minutter.
Tilsæt tomaterne og kog igennem 5-10 minutter.

Kog pasta som du plejer eller som jeg plejer her. Bland den varme sauce i pastaen.Spis med god appetit.

Hurtig, billig og nemt. En ret man laver en dag, man kommer fra arbejde eller stranden og ikke kan finde sin indre Claus Meyer.

Tak til Thomas og Andreas Harder.

PS. Næst efter diskussioner om tåbelige fodboldhistorier, hader jeg den frygtlige varme vi har her i landet. Det er garanteret resultatet af kogning af for meget pastaretter på fossile brændstoffer.

Sunday, June 3, 2007

Kalkun i whisky

På opfordring fra min gode ven Misha, som for en del år siden har givet mig denne fantastiske opskrift har jeg besluttet mig at tilberede retten, illustrere med billeder og fortælle historier.
Kalkunsteg er inbegrebet af Jul og Thanksgiving i US, men her i landet spiser vi jo kalkun stort set hele året. Det er en mager og billig fugl. Ja, jeg ved, at der er kommet sommer til DK, så man skal spise sommerligt, med lette salater og grillerier og ikke ovnretter med tunge saucer.

Jeg overvejer faktisk at hoppe - forsinket - på Weberfeber bølgen. Jeg har fået serveret superlækker mad forberedt på kuglegrillen, men er lidt betænkelig med anskaffelsen, da vi er jo kun to, og de sidste mange år har vi grillet 3-6 gange om året på vores lille men solide grill.
Det er måske dumt at spendere 1,6 kkr på noget som kommer bare til at tage plads på terrassen. Skriv jeres comments, pro et contra, pls, så det bliver nemmere at tage beslutning. Tak.
Lad os starte med hovedingrediensen. Kalkunen. Da jeg er fremmedsproget og omgivet af flersproget familie, ja, så er min store interesse netop sproget. Og etymologi. Jeg vil have forklaring på ordenes oprindelse.
Så lad os kigge på kalkunen som jo hedder noget forskelligt, afhængig om man taler engelsk, dansk, fransk, polsk og så videre. Fuglens oprindelse er Mexico, misopfattet af ham fjolset Columbus som værende Indien.
Derfor kald(t)es fuglen poule eller coq d'Inde (dindy) på fransk, indyk på polsk.Her er en typisk kalkun




og her er den i en anden udgave



og her er som vi kender den fra supermarkedet



og her er en på vej i ovnen (uden whisky)



UK og US. Her er navnet også baseret på enmisforståelse, idet man troede, at kalkun kom fra Tyrkiet. På de skandinaviske sprog og tysk kaldes fuglen kalkun, kalkon og kalekutisher hahn eller kalekut i kort version.Navnet kommer af den østindiske handelsby Kalikut.
Så er det whisky, som vi skal anvende - i den allerbedste udgave - altså single malt. Jeg har i mange år støttet mig til Michael Jacksons bog om emnet.
Yes. Det er den samme Michael Jackson, popidolet, som har skrevet denne bog. Mange vil undre sig over, at han skulle være whisky ekspert, men det er jo et af hans valg i livet, som førte ham til at skrive en bog om emnet.




Alle er bekendt med hans trang til omvandling fra negroidal til white type, der førte til de utællelige plastiskoperationer af næse og mund.
Men med hensyn til hudfarven skulle der anvendes anden behandling end plastisk operation. Man kunne ikke operere hele ansigtet ved hudtransplantation eller pigmentbehandle det.
Derfor fandt Michael J. selv på at anvende whisky til den del af forvandlingen til den hvide man.
Hvad er hemmeligheden bag den behandling som Michael har valgt og som side effect har ført til denne madopskrift?
Han har, af ukendte årsager, sporet sig frem til og fundet en artikel i den velansete britiske lægetidsskrift Lancet, gengivet den 23.maj.2002 i den danske "Ugeskrift for læger", som udkommer en gang om ugen om intravenøs baseret hudpigmentering.
Denne revolutionerede fremgangsmåde var baseret på dagligdags fødevarer.
Det drejer sig om så relativt let tilgængelige varer som kalkunkød og whisky.
Her er kortfattet forklaring på virkningsmekanismerne:

Alle ved, at lidt (for) meget whisky indtaget en aften kan medføre en efterfølgende dag til ændring af hudcolorit - hudfarve i daglig tale - fra lyserød til bleg. En stor indtagelse fører naturligvis til meget bleg hudcolorit. I grelle tilfælde kan hudcolorit blive helt grøn (RAL 6010).
Alle ved, at den farveændring ikke er særlig stabil og hudfarven vender tilbage til sin normale tilstand efter nogen tid. Den britiske forskerhold har opdaget, at for at sikre en stabilt pigmentering, varighed mindst 45 år, skal der anvendes påvirkninger fra velkende aminosyrer fra kalkunkød, tensider fra bacon og endomorfiner fra whisky. Nu er vi ikke ud efter at blive mere blege end vi er i forvejen fra naturens hånd, selv om en del af vores nye medborgere ku' trænge til den type forvandling jfr. Dansk Folkeantipati, så begræns indtagelse af retten til denne ene gang i dette år.

Så til opskriften. Vi skal bruge (til 6 personer)

  • en kalkun på 3-5 kilo
  • bacon eller spækstrimler til barderingen
  • flaske single malt whisky (jeg anbefaler Laphroaig 15 year)
  • salt, peber og olivenolie




Så går vi i gang

  • kalkunen belægges med spækstrimlerne (barderes), saltes og pebres og overhældes med lidt olivenolie, så den bliver gylden og sprød
  • sæt ovnen på 200 ºC. Skænk så et glas whisky og drik en skål til det kommende gode resultat
  • læg kalkunen i en bradepande og skub den ind i ovnen
  • skænk to hurtige glas whisky og drik igen til det kommende gode resultat




  • indstil termostaten efter 20 minutter på 250 ºC, så den får et ordentligt pulver
  • skænk, yderligere tre glas whisky op og drik dem
  • efter en hal tsims tid vænner du fulen og blir ved mæ at hllde øje medstajninngn
  • griw vissskyflaschken å tsa en lill EN




  • eftr ænnu en hal tsims tschid schlændrr du laaaaangshomtr hæn tilåvnnnn å vænnnr kaaahaaalkunnn. PASCH PÅ att du hik brændr hånden på den schkide åvvvn
  • Å sschhå tsar vi ænnnu fæææhææm-schyw sjisskkywusser mænnspiiihiiipfuglen schtajer widre iæææn trææhææ tsimer (schhirka - åp i ræwwwen mæ de!)




  • Huuschk å piss vær tiiihiiinde minut! Kaaahaan de overhOOOvedt la saj gør schå kryw hæn til åvvvn å prøvv åriwwwe kaahhhallkunnn UD!
  • tsa så ænnnnu en schlllurrrk og prøvvv nåkkkkngang å få kræææet UD!
  • samml så den satansforbanddde piiihhhiipfuuul op fra døøøhøøørkn og smid den påå et faahhad. PASCH på a du ikkk gliiiiiiiiiiiiiiiiiderr på det skidefedtede køøøøkngål! Kann du ikkkk uuundddgå de, schå prøvvv igen åååopppogssccchtådengikscchkuikkk tihihihaihi schku åssspissslimajet
  • tag en lur


  • spis næste dag kalkunen kold med mayonaise og aspirin

Tak til Misha og det Irske folkeslag and U2...