Saturday, August 4, 2007

Byernes by

Hjemme igen efter bryllupsrejsen som denne gang gik til et land syd for DK. Indbyggere kalder det La France, eller officiellement la République française. Mere præcist har vi opholdt os i en stor by som de lokale kalder Pari. Det var oprindelig mening at rejsen skulle gå til Falsled Kro – weekendophold - men efter at vi har dannet os et billede af omkostninger for ophold, bespisning, osv. fandt vi ud af at en uge i byernes by var at fortrække. Det gik tjept til med at finde et hotel og fly (det koster 5800 kr. med futtog) på det såkaldte internet. Et hotelsøgemaskine http://en.venere.com/ kan jeg varmt anbefale. Vores hotel Pavillon Montaigne i rue Jeane Mermoze, en stille gade mellem Tjampsalajzes og rue du Fauborg Saint Honoré, har perfekt beliggenhed, er rent, med venlig personale, morgenmad inkluderet (efterhånden sjældenhed) og serveret på værelse.






























Mine Gott, hvad skal man forlange mere. Prisen var 90 € for et dobbelt rum med badeværelse inklusive obligatorisk bidet, næsten lydløs aircondition, bjælker i loftet og fake stiliserede møbler. Og alle de dyre steder som man kan forvente i 8. arrondissement, se kortet.Det er stadigvæk ikke lykkedes mig at prøve frølår, selv om jeg har været i Frankrig mange gange.Prøvede at købe det på dåse i Galeries Lafayette men blev bare til grin. En japansk ekspeditrice fik et grineanfald da jeg spurgte om frog legs. Hun klaskede sig på lårene og gentog ”frog legs, hi, hi”. Så nu må jeg til Kina, Lousiana eller Carrabien, hvor der også spises delikatessen. Det blev meget mad-kultur under dette ophold. Vi har prøvet at komme til Musée d’Orsay, hvor der er for tiden en speciel udstilling ”Fra Cézanne til Picasso”, men kilometer lange køer tog modet fra vores kultrurale sjæle, så vi endte på en af de hyggelige brasserie’er ved Sienens brede og fik quiche Lorraine, rillet de porc og andre slanke- og kolesterolfattige lækkerier. Quiche har jeg ikke lavet siden 70’er og rilleter af and laver jeg ca. hver anden jul, hvor jeg sværger, at det her er sidste gang…Ville nok lave det på andre tidspunkter af året men nej. I DK er en and et sæsondyr. Sælges 2 gange om året – gæt selv hvornår.Apropos and. Hanne fik en andebryst stegt perfekt med smag af rigtig and. Jeg fik smagsbilleder fra den gang vi købte en and på marked i Polen, for 30 - 40 år siden. Jeg spurgte kokken hvor fuglen kom fra – underforstået butik, supermarked – men fik at vide om fuglen kom fra et eller anden sted i sydvestlig Frankrig. Wow. Det er uhyggelig forskel mellem de industri ænder vi køber i supermarkeder og rigtige fugle fra landet som får lov at gå udendørs. Den samme forskel har jeg oplevet efter at jeg har købt mig fattig i Mandø kyllinger. Gud, hvor smagte de gammeldags og rigtig.
Jeg ku’ ikke lade være med at købe foie gras d’Oie, men man får det efterhånden ikke hver dag. Og til alle dyrevenner som vil forgifte mig med plutonium eller det der er værre vil jeg sige, at de må heller tage sig af mere massive dyremishandlinger som vi kender det her i DK-landet; torturstalde, Gestapo fjerkræbure og gaskammertransporter. Så lover jeg at spise de 150 gram fedtelever – laver nok en lille terrin med pære – og gør det ikke igen før om 5 - 10 år. Og lover ikke at spise griseskød (bortset fra parma og serranoskinke + diverse pølser) ej heller suppe kogt på mink.
Så var det lam. Lammekoteletter. Har prøvet to gange bare for at teste. Franskmænd skærer dyret på en anden måde end vi gør – for den sags skyld også forskelligt fra englænder – så deres koteletter er udskåret fra kammen og ikke ryggen, er mindre kødfulde, men med masser af smag. Jeg fik hver gang 3 stk. velkrydrede med herbe de Provance og grillet over kullene. Mums.
En anden stor oplevelse var en middag indledt med østers. Vi er heldigvis begge aficionados. Har også kørt rundt i Bretagne for nogle år siden med den dårlig skjulte dagsorden om at leve af disse lækre skaldyr. Ellers er vores kontaktflade – altså med østersene - ret sporadisk. Lige som med ænder. Vi "får" østers – det er en alvorlig underdrivelse med de priser vi har i DK – én max. 2 gange om året. Efter gendannelse af bestanden af de flade Limfjords østers i 2000, efter en total udryddelse i 1979 på grund af parasitten Bonamia, er der kun disse østers jeg vil ofre penge på. Deres kødfuldhed er forførende. Og for mig smager de af kalvekød og jeg vil klassificere smagen som umami.
Men denne gang i restaurant Chez Francis ved Pont d’Alma – nær tunnelen med Diana-ulykken – kunne vi ikke få limfjordsøsters, så det blev de Bretagne’ske. Men sikken overraskelse. De var kæmpestore selv om i menukortet var betegnelse str. 3, hviket må betyde mindst 50 g efter den skala som man bruger bl.a. i Frankrig (imperials). Den størrelse svarer til næstmindste, men jeg syntes at de var meget store og hvad vigtig er, fyldt med saft som smager skønt af havvand og uden knækkede skalrester som jeg kan - på trods af mange års erfaring - stadigvæk ”komme til” at præstere ved åbning.Til østersene blev der serveret - som jeg både har oplevet på Saison hos Erwin Lauterbach og læst i Michael Christensen Fiskekogebogen – med rødløg og/eller rødløgsvinaigrette (finthakket rødløg med rødvinseddike) og sjovt nok serveret med både hvidt og hallo, hallo rugbrød. Jeg forstår ikke hvordan kan franskmændene overleve og undgår at være overvægtige og ikke dør af hjerte-kar sygdomme uden at spise rugbrød. Mystisk. Det gælder også andre lande syd for Tyskland.
Hur som helst, østers for mig er kun ”au naturel”, så selv om den fine vinaigrette gav en ekstra kant til smagen spiste jeg resterende dyr uden. Himmelsk spise som mærkelig nok har en del fjender her i landet selv om østers var kendt hverdagsspise siden vikingetiden. Så alle dumme bemærkninger om, at det smager af snot skal mandes til jorden med spørgsmål ”hvornår er det du har spidst snot sidst…”Jeg bestilte et(2) glas champagne til. Det blev rigtig skuffelse. Den hed noget med Kir og smagte af sodavand. Ingen kokkehuer her.
Så var det tidligere omtalte lammekoteletter. Møre, saftige og masser af lammesmag.
Men den bedste restaurant vi har oplevet var J.J Restaurant 34, Rue de Penthiévre, en stenkast fra hotellet, det vi kalder "et lille sted". Her sad papa med hustruen og dinererede mens sønnike agerede tjener. Hver gang jeg spurgte ham om noget gik spørgsmålet videre til papa og/eller så kom kokken himself for at besvare det. Men flink var han. Til kaffen (overalt fås fanastisk esspresso) fik vi en hjemmelavet pæresnaps ”on the house”. Smagte himmelsk. Vi blev så glade for stedet, at vi konsumerede vores sidste middag samme sted. Det blev så primitivt som en T-bone på størrelse med Rådhuspladsen og med masser af oksekødsmag. At den var mør som smør behøver jeg ikke skrive. Jeg bestilte den ”blue” – sådan kan jeg bedst lide oksekød. Det var en fantastisk tur og gensynet med ”byernes by”. Vive la France… og deres kultur, hvor bl.a. madkulturen er så sublim.

Der er flere billeder
her.

2 comments:

Newyorkerbyheart said...

Det ser ud til at I har haft en fantastisk tur!! Skønt for Jer :-)

Jeg har - desværre - aldrig været i Paris, men jeg ville gerne engang...

Mange hilsner
Birthe

Anonymous said...

Hej
Sikken dejlig tur til Paris

Kærlig hilsen